OVERRASKELSER OG NYE TIDER

Igår skete der noget fuldstændig fantastisk. Nyt job og nye tider, skal jeg sige jer!

Som det er luftet før her på bloggen, så er jeg en vaske ægte sailor. Og så er jeg ovenikøbet faktisk rigtig god til det. Men efter en tur på højskole, efter jeg trak alle pløkkerne op og flyttede til Aarhus (Hvor jeg følte mig mest hjemme, nemlig på havnen), faldt på stylterne og gjorde min hånd uduelig over hele sommeren, har jeg simpelthen ikke fået sejlet i godt halvandet år. 

Det har været med meget blandede følelser, for jeg har været sikker på i lang tid, at jeg ikke selv ville satse på elite sejlads længere. Var sikker på, at nu skulle jeg andre veje.

Jeg har bare savnet den friske luft, vind i sejlene, klamt sejlertøj og ikke mindst miljøet på havnen, der summer af liv i sommertiden. Det er fandme som ren terapi på vandet, kan jeg lige hilse og sige. Prøv det!

Nå, men igår ringede min gamle makker fra mit gamle team så til mig. Hun sad midt i et trænermøde nede på havnen (like.. lige overfor min lejlighed, 30 sek. væk agtig) og spurgte, om jeg ikke lige ville komme forbi. Tjoh hvorfor ikke tænker man, skifter fra joggingbukserne til mere formelt tøj og trisser ud af døren.

Ti minutter efter sidder jeg til mødet og får tilbudt et trænerjob for en gruppe unge talentfulde sejlere, der lige nøjagtig sejler den jolletype, som jeg har været særligt god til. Og hvad siger man? Man siger sgu ja på stedet og går hjem og spiser en kæmpe skål jordbæris til at fejre det. Jeg er stensikker på, at det er fordi jeg har mine 'embrace-the-day' tanker kørende nonstop for tiden. Livet er FYLDT med overraskelser.

Sidder pt. stadig med hænderne over hovedet. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er, på sådan den tøse-fjantet-agtig-måde. Selvom det blot er én gang i ugen, er det helt fantastisk at kunne komme ud på vandet igen, lige der hvor jeg hører til, blandt klamt sejlertøj og lunkne madpakker - og så med den fornemme ære at skulle udvikle nogle endnu dygtigere unge mennesker frem mod sommerens mesterskaber. Det kunne ikke blive bedre. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg nu føler mig lidt som et helt menneske igen, der ikke rigtig vidste hun manglede en brik.