mandag den 3. marts 2014

MINE MÆRKER





Jeg trækker lige vejret helt ned i maven og puster ud igen. Dette er et indlæg, der har rumsteret i mine tanker i månedsvis. Jeg har tastet, slettet, redigeret og har flere gange skrevet hele lortet om igen, fordi ordene ikke ville, som jeg ville have dem. Som jeg nævnte for ikke så længe siden satte Anne-Li en helt masse igang oppe i min forkrøllede hjerne. Især det der med, at vise sit sande jeg – for det er jo trods alt mig bloggen handler om. Men jeg har også haft min tvivl med dette indlæg, fordi jeg normalt ingen selvhøjtidelighed har og ikke er bange for at sige, at dejen oftest havner på gulvet, når jeg bager. Og passer et alvorligt indlæg så ind her? Det bestemmer jeg så nu, at det gør det. 

MOBNING. Med store fede bogstaver og understregning, som om ordet i sig selv ikke er farligt nok.
Der er mange, der er i tvivl om, hvornår noget er mobning, mange der ikke lægger mærke til, at de selv er med til det eller ikke anser det, som værende noget decideret problem. Hvornår noget går fra at være drillerier til at være udelukkelse og ydmygelse, hån og at såre et andet menneske.
Jeg er sikker på, at de personer der var med til at mobbe mig ikke var velvidende om, hvor meget de egentlig udsatte mig for, eller hvor mange mærker de har sat i min sjæl. Bevares, jeg var udsat for mobning i meget mild grad, men man er som ''offer'', for det hedder det jo, slet 

 ikke i tvivl. Mobning er mobning.

For mit vedkommende indebar det heldigvis ikke spark, hærværk eller andet fysisk overgreb. Men ord har også sine utrolige kræfter skal jeg hilse og sige - eller manglen på samme.

Lad os bare slå fast; jeg var anderledes. På samtlige andre punkter end mine folkeskolekammerater. De spillede alle sammen fodbold (også pigerne), og jeg var lige kommet på junior landsholdet i sejlads. De gik ikke op i lektier eller skolen - jeg havde ikke andet. Dertil kom så, at jeg ikke iklædte mig det smarteste dyre tøj og havde langt hår, sådan som man jo skulle for at være sej. Nope, jeg var anderledes. Og det skulle jeg åbenbart lide for. Mest det med sejladsen.

Det føltes som at være et lille ubetydeligt menneske, der hver dag blev sat for løverne. Spist, flået og derefter efterladt uden at kigge tilbage på resterne. Jeg blev bombet med hånlige og grinagtige spørgsmål hver evig eneste dag omkring det at sejle. Jeg blev skraldgrint af, da jeg en dag havde taget min landsholdsjakke på og mit træningstøj med, da jeg skulle direkte til træning.
Da jeg efterhånden begyndte at ignorere de mange grin og kommentarer, sige fra og bære min jakke i ren protest, begyndte de på det aller billigste trick i bogen - mine karakterer. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at fordi man kan noget, så er man ikke noget. Lige så stille, lidt efter lidt blev jeg isoleret. Selv af dem, der skulle forestille sig at være mine veninder. Og hvad gør man så? Du prøver desperat alt for at passe ind, men indser at det ikke er dig, der skal ændres noget ved. Og så er den ikke så meget længere; You leave.

Det blev for meget sidst i 8. klasse og jeg begyndte at overveje, hvorvidt jeg skulle flytte skole for det sidste år, indtil jeg skulle på efterskole. Egentlig ville jeg bare gerne væk, langt væk. Jeg pjækkede, læste hjemmefra og havde ikke lyst til andet end bare at sejle. Så det gjorde jeg.
Min træner på landsholdet var på dette tidspunkt også træner på efterskolen og fik i al hast flyttet mig fra 10. til 9. klasse i stedet, hvilket skulle vise sig at være et af mit livs største vendepunkter.

Pludselig stod jeg sammen med andre folk, der også sejlede - et helt andet univers, hvor accept ikke var forudsat en bestemt sportsgren eller beklædning. Jeg kom oven i købet i en klasse, hvor det var nærmest sejt at være lidt af en nørd. Her oplevede for første gang accept. Ikke kun af mine forældre - men også af mine venner.

''Mobning er ligesom at krølle et ark papir hårdt sammen og efterfølgende forsøge at glatte det ud igen. Ligegyldigt hvor meget man forsøger, vil man altid kunne se, at det har været krøllet.'' Udtaler Nicolai fra den aktuelle dokumentarserie ''Mobbet'' på TV2. Og jeg kunne ikke havde sagt det bedre selv. Man glemmer det aldrig.

Sagen er; jeg har lagt det bag mig nu. Kaldt røvhuller for røvhuller og glæder (læs: er lykkelig) mig over, at jeg er en smule anderledes. Måske vil jeg endda gå så langt som at sige, jeg hviler i mig selv og min kaffe, at jeg passer ind lige her. På bloggen. Mit eget frirum. 
Men indeni er stadig nogle usikre elementer, som vil tage flere år at reparere, hvis det overhovedet er muligt. Mobning er absolut noget jeg ville have været foruden, selvom jeg har formået at vende nogle af tingene til mine stærkeste styrker den dag idag. Det sætter ar - de store og fede af slagsen. Og det gør ondt!
Vreden har jeg vendt til min evne til at gå 120% ind i ting, jeg sætter mig for eller har med at gøre. For jeg kan noget i denne verden - og jeg lader sjældent folk rive mig med ned. Livet er mit projekt.
Dette har også betydet, at jeg ikke ligefrem er den der udstråler, at jeg går med de der mærker på sjælen. På mange vil jeg nok virke rimelig selvsikker med benene solidt plantet på jorden og med super meget fart over feltet. 
Det er de færreste, der kan se de efterladte spor og ved, hvad jeg har været igennem. Og det er de færreste, jeg overhovedet har åbnet døren for til de inderste lag. Jeg lukker nemlig ikke, hvem som helst ind.  Hvilket er et paradoks, fordi de fleste fortæller mig, at jeg er som en åben bog.

Men i virkeligheden tester jeg bare folk. Ikke ved første møde (relax), men over længere tid. Jeg lukker kun dem helt ind, der ønsker at forstå mig, dem der har lyst til at vide mere om mig.  Og det er jeg blevet ret god til at spotte. Således mærker jeg så også bare med fuld storm, når nogen udviser den kærlighed eller tillid til mig, som ægte venskaber helst skulle bygge på. Jeg oplever omsorg og ikke mindst de mennesker, jeg har med at gøre meget mere. Og dét ser jeg som noget positivt. 

Men i skal ikke have medlidenhed. Jeg følte bare ikke længere jeg kunne gemme mig bag ''den pæne overflade'', når nu jeg udgiver mig for netop at være det modsatte. Nu ved i bare, hvem jeg er.  Og jeg er sguda rimelig fantastisk, hvis jeg selv skal sige det. 
Derudover er emnet super aktuelt og jeg kan kun opfordre til at der kommer mere fokus på emnet, og at I ser dokumentarserien ''Mobbet'', som sendes første gang i morgen aften og igen d. 11. marts kl. 20.50 på TV2. Serien følger nogle børn, som har haft det meget værre end jeg har og de endnu større mærker og konsekvenser det har betyder for dem.

Hver sjette danske skolebarn føler sig mobbet. Sagen er, at ingen burde føle sig mobbet.


Følg bloggen via
Follow on Bloglovin

10 kommentarer:

  1. Rørernde, sigende og smukt! Tak fordi du sætter fokus på emnet i en varm tone. En tone som viser, at det er muligt at komme ud på den anden side. Måske er dine svagheder netop blevet dine styrker. Jeg er i hvert fald vild med din type! Alt godt fremover til dig (gerne i selskab med mig)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er så sød, Fie! <3 Og tak for de storrosende ord!

      Slet
  2. Hører dig.... Og for pokker tænker!!
    Og hvad er det med de karakterer og interesser? Hvorfor må man ikke være dygtig og interessere sig for lidt andet?
    Lyder lidt for bekendt :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige det jeg også tænker, Anne. Hvorfor må man ikke være dygtig? Hvorfor må man ikke være anderledes? Jeg håber virkelig snart, at der sker en ændring i børns hjerne på det punkt. Og jeg tror ærligt talt også det ligger i opdragelse, den hjemlige atmosfære og et hav af andre begrundelser for, hvorfor folk vælger at mobbe.

      Slet
  3. Det er et pisse sejt indlæg, Mia! Er personligt enormt misundelig over dine sejler-skills..personligt kan jeg liige styre en jolle med en 5-hestes benzinmotor, og synes selv DET er en kende uoverskueligt. Du har vildt meget streetcredit i min bog. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak! :)
      Altså, jeg vil lige have lov til at sige til dit forsvar at en 5-hestes benzinmotor med håndtag heller ikke er verdens nemmeste - så hey, streetcredit den anden vej! :)

      Slet
  4. Virtuel klapsalve til dig! Hvor er det fedt, at du skrællede endnu et lag af.
    Jeg er så ked af at høre, at du har været igennem det. Det bør ingen udsættes for, og jeg ved desværre, hvor ondt det gør. Jeg forlod selv folkeskolen i slutningen af 8. klasse, fordi jeg på det tidspunkt var blevet så ødelagt, at jeg ikke længere kunne kæmpe imod. Jeg skulle bare væk, og det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Det sidder i mig, og det vil det nok altid gøre (glimrende papirsmetafor), men jeg har ligesom dig besluttet mig for at bruge det konstruktivt. Desværre er jeg ikke altid så god til det, og jeg har stadig en tendens til at lade folk vade hen over mine grænser. Heldigvis kommer jeg for det meste i tanke om, at hey: Jeg kan bare gå, hvis folk (eller situationer) er ubehagelige. Jeg behøver ikke udholde et frikvarter eller en hyttetur - jeg er voksen og kan endelig selv bestemme :)

    Og hvor er det dog helt vildt mærkeligt, at man bliver drillet med at være dygtig til noget og med at få gode karakterer. Jeg kender det selv, og fordi en af pigerne var misundelig på mine evigt gode karakterer (jeg havde ikke så mange venner og havde meget god tid til skolearbejde), spredte hun et rygte om, at jeg havde sagt, at jeg godt nok var glad for, at jeg ikke var sådan en, der kun fik 8. Gæt lige om de angreb mig endnu mere efter det. Børn kan være så lede og udspekulerede, og jeg er godt nok glad for, at jeg ikke længere er omgivet af 8. klasser!

    Godt indlæg, Mia. Flere af dem :)

    SvarSlet
    Svar

    1. Åh Anne-Li, det gør ondt at også du har været igennem det. Misundelse er sådan en grim ting for usikre mennesker. Men jeg er glad for, at også du kom på anden side nogenlunde helskindet, dog med blå mærker. For man slår sig jo. Der er også tidspunkter, hvor jeg heller er så god til det. Hvor facaden dropper og man sidder og tænker, om det man nu egentlig gør og udretter er godt nok.
      Men vi blev sguda rimelig fantastiske alligevel, ikke? Vi skal heldigvis kun (så vidt muligt) gøre de ting i livet, som vi selv lyster. Omgive os med de mennesker som SER en.

      Slet
  5. Hej Mia!
    Jeg blev simpelthen så overrasket over at læse dette indlæg. Jeg har fulgt med i længere tid på din blog, fordi jeg synes det var sjovt at jeg kendte dig fra barndommen, og så synes jeg bare at du skriver rigtig fint og slet ikke selvhøjtideligt. Der gik lige lidt før jeg faktisk fik sat det sammen i mit hoved at det faktisk var dig, der sad på den anden side af skærmen. Men når jeg ved det, er der ingen tvivl om at bloggen faktisk er rigtig meget som jeg husker dig. Sjov og uhøjtidelig, med en stor portion selvironi!
    Nå, men i forhold til emnet så blev jeg bare så overrasket over dette indlæg, fordi jeg sidder med fuldstændig samme historie. ja, det kunne ligeså godt være mig der havde skrevet det der. Og samtidig så kan jeg huske at jeg faktisk så rigtig meget op til dig og den pigegruppe, som jeg opfattede dig som en del af - ja, jeg så jer nok som den der 'populære' gruppe af piger, som man aldrig selv kunne blive en del af, og som bare havde det fantastisk. Så at høre, at du selv er gået igennem mange af de ting og tanker som jeg selv har haft og oplevet, viser mig egentlig bare, hvordan man virkelig skal passe på med at tro, at man hvad andre er eller hvordan de har det. For det hele ligger jo selvfølgelig bag facaden, som det jo også gjorde hos mig.
    Nå, men hele pointen, var at jeg bare lige ville takke dig for det her indlæg, som har gjort mig lidt klogere på min egen oplevelse af verden!
    Og keep up the good work. Det er en skøn blog du har dig.
    Hilsen Signe

    SvarSlet
    Svar
    1. Først og fremmest tusinde tak for de søde og rosende ord Signe! Det varmer virkelig at høre, at du har fundet vej herind og synes godt om bloggen. Tænk engang :)

      Det gør mig på den anden side rigtig ondt og ked af at høre du har været igennem nøjagtig samme tur. Du aner ikke hvor mange der er kommet og sagt; ''Hey, det oplevede jeg også''. Jeg kan nærmest ikke tælle to på hænder længere, hvor mange der har været offer for mobning på vores årgang. Det er rystende, tragisk og giver mig lyst til at råbe og skrige.
      Som du selv siger har meget ligget under overfladen, hvilket jeg også kan forstå på nogle andre. Personligt gjorde jeg alt for at passe ind, selvom det overhovedet ikke stemte overens med hvem jeg var. Ligeledes valgte jeg at finde mig i alt alt for meget i frygt for alternativet. For hvad gjorde man, hvis man ikke bare var en lille del af noget? Og selvfølgelig blev det for meget til sidst. Men man snakker jo ikke sådan om det.
      Men du har ret i noget der - og du gjorde også lige MIG en del klogere. Så af hjertet tak for den kommentar!

      Slet