MIN INDRE HAVNEKÆLLING

Der sker bare noget, når jeg først bliver omgivet af en kæmpe flok drengerøve i 30'erne, der har deres frirum på vandet en enkelt weekend hist og her. Min indre havnekælling kommer op i mig - hende der er lidt for rap og svovlende i kæften, bøvserne der får frit løb og benene, der pludselig ikke længere ønsker at være over kors. Jeg bliver en af drengene, gør jeg.

Og faktisk er det rart til tider bare ikke at skulle tænke på, hvordan håret sidder eller om man udstråler ''i'm the woman''. Jeg kan trække i mine grå joggingbukser og der er ingen, der så meget som løfter øjenbrynet. Kæft. Det. Er. Rart. 

Meeen så igen. Efter sådan en weekend som i påsken, hvor ordet 'bad' næsten er blevet til et skældsord, så får jeg utrolig meget lyst til at trække i glam-dragten og gå all in på min feminine side. Kjoler, make og høje sko - intet bliver glemt. Skulle jo nødigt glemme, at jeg er kvinde. Og dét behov er vokset med tiden. Man føler sig ikke ligefrem attraktiv i en siddestilling, der mest af alt minder om en havnearbejder skulle jeg hilse at sige.

Men synes faktisk det er helt ok at ''holde fri'' fra kjoler, tyld og stylter engang imellem og så bare nyde at det ikke handler om at se godt ud, men om at have det sjovt og sejle.  Det kunne man godt lære lidt af, synes jeg. Det hele handler sgu så meget om at se godt ud, at man (jeg) til tider for præstationsangst ved bare at gå ud af døren. 

Jeg holder ikke til 24/7 at ligne en beauty queen, der er klar til ethvert billede (fordi det har nogen jo lyst til). Men jeg har brug for begge sider. Jeg har brug for mine joggingbukser og et fjæs uden make-up (Knap så meget brug for det svovlende mundtøj, men det arbejder vi på). Jeg nyder bare at være en havnekælling til tider. Kan man mon kombinere det med tyld og glimmersko?