tirsdag den 2. september 2014

HAMBURG GUIDE

Nu er det ikke fordi, vi blev eksperter over på de tre dage vi besøgte Hamburg. Men vi så en del, vi spiste en del og vi fik da også shoppet en smule. Og så blev vi ret vilde med byen. Så her kommer min - eller egentlig også lidt mands (men mest min) guide til diverse spise-, kaffe-, snask- og shoppesteder du skal besøge, hvis du tager et smut nedenom.

Kaffe

Zuckermonarchie
Drik din kaffe - eller te - på den helt igennem søde café Zuckermonarchie i St. Pauli Kvarteret med pomponer i loftet og kager i vinduet. I den lille café bliver kaffen bliver serveret i de fineste vintage kopper med guldhank - og de byder både på cheesecake, macaroons, cakepops og cupcakes.
Stedet er en lille perle og står i skarp konstrast Reeperbahns strippere, casinoer og beskidte gader, der findes blot 100 meter væk.

Taubenstraße 15
20359 Hamburg


Speicherstadt Kaffeerösterei
I det gamle pakhuskvarter Speicherstadt findes et gammelt kafferisteri, der både fungerer som café, shop og risteri. Så hvis man er mindst lige så begejstret for kaffe som jeg er, så skal man helt sikkert en tur forbi. I butikken drikker man nemlig kaffen ved siden af selveste kafferisterne og kan følge med i hele processen. Wunderbar, hvis man spørger mig! Vi kunne heller ikke nære os, og købte en pose friskmalet kaffe med hjem til stempelkanden - og den smager enestående!

Kehrwieder 5
20457 Hamburg






Spis

Mamalicious 
Et helt igennem vegetarisk og vegansk spisested, der b.la har meget store amerikanske pandekager med sirup (morgenmad), burgere og virkelig gode smoothies. Og så er de bestemt et besøg værd alene grundet deres rapkæftede og provokerende menukort og skilte (Yes, den er god nok!). Stedet finder du i Schanzenviertel.

Max Brauer Allee 277
22769 Hamburg

Mr. Kebab
Vi har en ting for kebab, mig og mand. Det er aldrig til at tage fejl af og man går sjældent fra et kebabsted med en trist madoplevelse. Men det her var virkelig anbefalelsesværdigt. Vi søgte tilflugt fra regnen, da vi udforskede Schanzen kvartet og stedet var fuldstændig fyldt bare til frokost. Den tyrkiske ejer havde forstået af fusionere de to nationaliteter, så det spillede sammen på den helt gode måde med det tyske Fritz Kola som supplement (vi følte os lidt hipster) og en hyggelig tyrkisk stemning i inventaren. MUMS. Danmark kunne desuden godt lære lidt af den tyske måde at lave kebab på, hvor der ikke er sparet på kål eller andre grøntsager.

Thedenstr. 4
22767 Hamburg

bok restaurant
Det er ikke nogen tilfældighed, at alle mine anbefalinger af spisestederne er at finde i Schanzen kvarteret. Kvarteret er spækket med hippe fortovsrestauranter og at dømme på de lokale altså også kvarteret, hvor man tager hen for at få noget godt at spise. Bok er en stor sushirestaurant, der trods vores halvsene ankomst (20.30) var fyldt til randen. Det var mildest talt heldigt, at vi overhovedet fik et bord. Men da vi fik serveret vores sushi forstod vi hvorfor - det var overdådigt. Og faktisk til jævnt billige penge! Tilmed kostede en flaske Pinot Grigio under en 100 lap, så vi følte faktisk lidt vi blev forkælet. Så er du til sushi og vin er stedet her bestemt et besøg værd!

Schulterblatt 92
20357 Hamburg











Besøg 

Pick & weight - Kilo store
Vi bliver i Schanzenkvarteret lidt endnu, for efter du har spist dig mæt i sushi og kebab skal du tage et smut forbi den mest fantastiske vintage butik med det sjoveste koncept, jeg længe har stødt på. Ud over det enormt farverige og pæne udvalg, er tøjet markeret med en farvekode, der indikerer kiloprisen. Ved kassen vejes tøjet og du betaler således efter hvor mange gram det vejer (den kvikke her har luret, at det ikke er stedet man køber tunge pailletkjoler med sten og diamanter, selvom udvalget er stort!) Butikken er et must-visit, hvis man er til vintagetøj og flotte kjoler.

Beim Grünen Jäger 16
20359 Hamburg

Miniatur Wunderland Hamb
Dette var feriens absolutte overraskelse. 1300 kvm miniature verden med udsnit af både Schweiz, Østrig, Hamburg, Amerika, Skandinavien og en komplet gengivelse af Hamburg lufthavn, hvor flyene både letter, lander og får lastet flyene på miniatureterminalen. Og selvom jeg ikke er den helt store nørd som mand er, så var jeg fuldstændig blown away. Gemt i landskaberne var små jokes, virkelig sjove konstellationer og man kunne nemt have brugt meget mere end de 4 timer vi havde til rådighed inden de lukkede ned til midnat. Fuldstændig gennemtænkt. Hver en del. Og så har de oven i købet studierabat! Der kan du tage ind efter en tur på kafferisteriet - fordi de ligger nemlig på samme gade i det gamle parkhuskvarter.

Kehrwieder 2-4
20457 Hamburg

Hamburger Dom
Domen som den også bliver kaldt, er Hamburgs tivoli og forlystelsespark. 'Nordens største folkefest' som de selv promoverer sig som - hvilket der absolut ikke er nogen tvivl om. Der er neonlys, karruseller, candyfloss, glaserede æbler samt honninghjerter i en sådan grad, at det skaber sin helt egen liga for forlystelsesparker. Det er også her, at du skal købe dine neon- og nettoppe, hvis du ønsker sådanne med hjem. Kan anbefale, at man tager et smut forbi Hamburger Dom i mørkets frembrud ved afgang lige smutter en klichefyldt tur forbi photobooth udenfor indgangen. Det havde vi meget sjovt med - og fik et meget 'pænt' minde med hjem.

Heiligengeistfeld
20359 Hamburg

Og så skal du naturligvis en tur forbi Reeperbahn og en tur på havnerundfart (gør dig en tjeneste og vælg en der sejler ind i kanalerne og ikke kun rundt i bassinet). Tilmed finder du alle shoppingmulighederne i Altstadt (Münckebergstrasse) og begyndelsen af Neustadt for de dyrere designbutikker (Neur Wall). Alle i gåafstand fra banegården. 




Follow on Bloglovin

2 kommentarer:

  1. Sikke en skøn og dejlig guide, lyder til i har spist en masse, og shoppet en del, ihvertfald din mand ;)

    Knus
    http://kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk/

    SvarSlet
  2. Din guide skal helt sikkert med mig til Hamborg! Hvilket område vil du anbefale at bo i?

    SvarSlet