DET ER SÅ YNDIGT AT FØLGES AD..

Dem der kender mig ved, at jeg er en håbløs sucker for kærlighed. Familie, venner, kæreste. Alles. Der skal ikke meget til for, at jeg flæber til den billigste hollywoodfilm, der kører på samme misbrugte kærlighedsplot eller når musikere synger hjertet ud af dem selv. Jeg tror på den, kærligheden. Blindt. Og er også lidt forelsket i den.

Jeg havde i weekenden fornøjelsen af at være inviteret med til guldbryllup. Et uddøende fænomen, der snart har fået plads i historiebøgerne som tilhørende vores bedsteforældres - og måske vores forældres. Egentlig lidt trist, hvis man spørger mig. For hvor smukt er det ikke lige, at binde sig til et andet menneske i et halvt århundrede?  Ja, jeg skulle ærligt talt bevare fatningen for ikke at lade tårerne trille med expressfart.

Det er som om vi er så skide bange, vores generation. Bange for hvad helt nære relationer kan gøre ved en - i medgang og modgang. Det virker som om, at halvdelen af familien Danmark frygter fra hinanden, når tingene skrænter en smule og man lige glemte at følge lidt op på hinanden mens tiden fløj. Børn skal vente til vi er tredive og vi kan få hjælp i fertilitetsbehandlingen, og karrieren skal være i top inden vi overhovedet får set os om efter en passende (og eventyr perfekt!) mand. Og så var der også lige det med hjemmet, der også skulle være perfekt. Alting skal være så skide perfekt. For sæt nu vi ikke fik lov til at realisere os selv eller ender med et blødende hjerte, der gør mere ondt end da man var alene i første omgang. Øv, hva. 

Og der tror jeg måske egentlig bare, at man måske har mistet pointen med at være en tosomhed. For mig er tosomheden det netop det rum, hvor man har plads til at gro, til at blive udfordret, til at spare og udfolde sig, som det menneske man er. Fordi man hele tiden har det basale fundament af tryghed, nærvær og kærlighed som mennesker har brug for, der står fast i de shaky tider og når man bevæger sig ud på et usikkert grundlag i håbet om indfri drømme. Man giver noget af sig selv, lukker et andet menneske ind helt ind i det lyse og mørke univers bag pandelappen. Man får noget, som man ikke kan få alene - og som kun bliver stærkere med årene og alle udfordringerne. Det er jeg ret så overbevist om. Men jeg er også bare typen der vil røres og rystes - psykologisk set. 

Og nu er det ikke sådan, at jeg siger vi alle sammen skal gå ud og gifte os prompte bare for at gifte os. Eller blive sammen bare for at have det stående på papiret. Men jeg synes det er en kedelig udvikling. For kærligheden, altså. At vi ikke rigtig kan finde ud af at blive sammen, gift eller ej. 

Jeg synes godt, vi kunne satse lidt mere på det område fremover. Turde tage kampene når alting er kørt fast og surt og forelskelsen har lagt sig, turde lukke andre mennesker helt ind. Turde kæmpe lige så meget for kærligheden, som vi kæmper for jobs. (Told ya, håbløs romantiker).