søndag den 12. oktober 2014

MAND SKRIVER: GAVMILDHED ER PIVFRÆKT

105 kroner. Så meget koster det at komme med X-bus fra Aarhus til Viborg. Det var næsten for meget for Mia, der for sit indre øje så pengene fosse ud af lønkontoen og allerede kunne mærke, at den før så hyggelige weekend var ved at blive til ét stort, blødende overtræk. Hun havde nemlig regnet med kun at bruge 70 kroner på transport.

Samtidig stod kæresten, jeg, og rystede på hovedet. 35 kroners forskel, det er jo håndører. Ligegyldigt. Ikke noget at blive ked af det over. Men så blev jeg også lidt trist. 

For der stod min søde og smukke kæreste og blev helt grim af nærighed. Helt muggen, fordi der skulle lidt ekstra penge op af lommen. Og det er bare så hamrende usexet, når nogen bekymrer sig om udgifter i stedet for at tænke på at skabe gode oplevelser for hinanden. 

Ikke fordi at ødselhed og overforbrug er godt. Slet ikke. Men det er bare rarest, når kæresten eller vennen føler sig rig nok til lige at give en kop kaffe, lige at købe en stor gang pomfritter til deling, lige at betale busbilletten med et smil så den fælles tur kan komme i gang. 

Det er selvfølgelig sværere at være generøs og give væk, når man er fattig på SU. Det forstår jeg godt. Men prøv, bare med de små ting. For gavmildhed er ganske enkelt pivfrækt, og jeg lover, at det i længden betaler sig at give lidt mere ud og være lidt mindre nærig. 

For eksempel har Mia lige spurgt mig, om ikke jeg vil med på date på lørdag. Dinner and a movie. Hun giver hele pakken, inklusive popcorn og Piratos. Jeg er allerede helt forelsket.

Follow on Bloglovin

3 kommentarer:

  1. Svar
    1. Jeg har også stået herhjemme med flag og hoppet som en febrilsk. Næsten. :)

      Slet
  2. Fedt indlæg :) Det giver stof til eftertanke hos mig, der også har det med at blive ekstremt nærrig fra tid til anden..

    SvarSlet