onsdag den 26. februar 2014

ET VARMT TAK - OG SÅ ET VELKOMMEN

Jeg læste engang i sidste uge et indlæg på smukke Anne-Li's blog, Gowns and Roses. Et indlæg, der rørte mig på en helt særlig måde - mere end hvad jeg måske vil lade mig erkende. I ren medlidenhed over Anne-Li's spiseforstyrrelse? Nej.
Først og fremmest fordi, hun er så modigt et menneske, at hun tør fortælle historien. At hun tør pille det yderste lag af, stå helt nøgen og fortælle det, som har været med til at definere, hvem hun er. Det er kraft edme smukt. (Jeg undskylder for de heftige ord, men det er jo smukt!) Og så blev jeg bare endnu mere glad for, at hun faktisk er rask nu. Og inspireret til at gøre det samme inden længe.

Anne-Li fik mig i den grad til at tænke. Ja, det har knaget i min hjerne lige siden - især om natten. Det kan være så hulans svært at holde fast i ens identitet på bloggen, når alting skal gå stærkt, man tjekker desperat statestikkerne for at se, hvilke indlæg I bedst kan lide og hvilke, der går stille hen i det uglemte. Anne-Li mindede mig om, hvorfor jeg startede med at blogge. Det har man brug for engang imellem. Og det kan jeg nu passende fortælle alle jer nye, der er kommet til i løbet af de sidste par dage, takket være Elisabeths kærlighed.

Jeg var godt træt af de mange pretty-picture-se-mig-mode-blogs, der fyldte blogland til randen i sin tid. Dertil kunne jeg kun yderligere finde mad- og boligblogs. Egentlig elsker jeg dem jo, fordi jeg får ny inspiration, men sagen er at de ikke rigtig rykker mig nogle steder. Jeg blev sur over, at der kun var ting, ting ting og atter ting i blogland.
Da jeg dengang (og egentlig stadigvæk) gik ind på bloglovin' under 'personlig' kategorien, i god tro om nogen der endeligt havde noget at sige, var den meget misvisende fyldt med modebloggere, der synes de var personlige. Men sorry, jeg kategoriserer desværre ikke et enkelt indlæg om din savnede langdistance kæreste, som personlig.

Godt og grundigt træt af 'den pæne overflade' der herskede i blogland, blev jeg. Og så startede jeg bloggen, hvor målet var, at jeg ikke ville gemme de ting fra jer, som definerer mig.  Eksempelvis, at jeg spiser enooooormt mange kager, er doven i fitness og er tyndfed så det batter. Jeg ville snakke, ville jeg.
Efter 121 dage på sofaen med brækket hånd efter styrt på stiletter i gallatøj (du læste rigtigt) og et drop-out fra studie besluttede jeg, at der skulle ske noget nyt. Så her er vi nu; jeg kradser i min egen pæne overflade med trang til dyrt tøj, liebhaveri og gourmet mad. Tager overhovedet ikke mig selv højtideligt, prøver at være overskudsagtig ved at slå brød og kager sammen, men det går ikke super godt (Ender oftest på gulve og vægge). Er utrolig klodset og er faktisk også utrolig skrøbelig. Læs mere om nogle af mine finurligheder her.

Bloggen er mit frirum, hvor jeg kan grine af mig selv, være mig selv og ikke mindst reflektere lidt over mig selv og min omverden. Så tak til Anne-Li for et wake-up call og velkommen til alle jer nye (og gamle, der følger trofast med), jeg håber i bliver hængende lidt endnu. Jeg har nemlig tænkt mig skrabe endnu et lag af inden længe.



Følg bloggen via
Follow on Bloglovin

7 kommentarer:

  1. Super fedt indlæg!
    Og du har jo helt ret, man skal sgu være sig selv og hvorfor så ikke starte med at være det på bloggen? :)
    Jeg bruger i hvertfald min blog til at vise alle de sider jeg måske normalt går og skjuler lidt for omverdenen.
    Ingen er perfekte - heller ikke os her i blogland. Så tak for at minde os om det :)

    - Smil fra Pigepaatvaers

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis - ingen er perfekte og synes derfor det er synd folk ikke viser lidt af deres skævheder :)

      Slet
  2. Jo for fanden - vær dig, uden filter! Det er tit der, de mest interessante ting findes:) Og skønt at finde en, der er ligeså kageglad og tosset som jeg selv. Jeg glæder mig virkelig til at følge med herinde!

    SvarSlet
    Svar
    1. Og nu måtte jeg lige ind og lure, for jeg har faktisk aldrig tjekket hvilke af mine indlæg, der er mest populære - og det er sgu de personlige, dem om infertilitet og min kamp for at få lov at adoptere min datter, altså dem, der gør lidt ondt og er alt andet end lyserøde....

      Slet
    2. Tusinde tak Elisabeth! :) Lige netop dine historier er dem, der er guld værd. De kan man bare se - længe leve det knap så lyserøde! :)
      Jeg følger trofast med og sluger hvert et ord, selvom jeg ikke selv har børn eller skal have dem lige foreløbigt.

      Slet
  3. Hvor er du bare vidunderlig, Mia! Tusind tak for de meget pæne ord og kæmpe tommelfinger op til dig for allerede at have skrællet en masse lag af! Jeg glæder mig til endnu et :D
    Og tillykke med alle de nye følgere - de er heldige endelig at have fundet dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor det dog varmer, Anne-Li. :)
      Jeg kan jo faktisk kun takke (meget!) dig igen for dine smukke ord i dit indlæg, men også for alle de bloganbefalinger af mig, du har givet på det sidste. Det er med til, at holde lysten oppe.
      Glæder mig også til at følge med hos dig - og ikke mindst de mange nye sider af dig.

      Slet