fredag den 1. august 2014

LIDT OM LANGDISTANCE FORHOLD (GISP)


Så kom dagen endelig, hvor mand blev færdig med 1,5 års praktik og kan flytte tilbage til Aarhus igen. For selvom han egentlig havde flyttet alle sine ting sidste weekend, måtte han lige tilbage og afslutte de sidste dage af praktikken. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har trukket tænder ud, der er mange tårer blev er fældet undervejs(mest i smug) og en kæmpe sten, der nu er faldet fra mit hjerte. Sidder pt med armende hævet langt over hovedet!

Det har nemlig ikke været super sjovt, selvom jeg har prøvet at se utrolig lyst på det. For det skal man, det bliver man nødt til. Ellers er det ikke sjovt for begge partner - og slet ikke for den part, der egentlig er ude for at få en skide positiv oplevelse med hjem. Man forvandler sig i stedet til den der kæmpe klippe, der bare prøver at stå jordfast i alt slags vejr (ja, prøver!) - græder ikke, prøver ikke at brokke sig, nyder hvert et minuts samvær det kan blive til. Og man tager hensyn, man aldrig ville have taget normalt, når den anden ikke lige har overskud til date-night eller andre spændende ting. Det kræver faktisk ti tons overskud, mindst.
Så vendte jeg i stedet ansigtet mod puden og skreg så højt man kunne, så snart weekendens samvær var overstået, og jeg igen var overladt til mig selv med blødende hjerte af savn. 

Med tiden blev jeg dog så vant til situationen, at jeg begyndte at tænke mig selv som single i hverdagen og tilmed også den faktor, at han ikke længere var den første, jeg lige kunne skrive til, når der skete noget vildt (rimelig svært, skulle jeg hilse og sige). Noget må man se positivt på - jeg valgte at se det som noget positivt, at jeg havde bedre tid til veninder, spontane torsdagsdrinks og selv kunne vælge hvor lang tid snotten skulle vendes ned i bøgerne. Fordi der var ingen andre end mig selv, jeg skulle tage hensyn til. Og jeg ville overleve langdistancen. Tilmed nægtede jeg også at være den der type, der sidder klynkede og dødsforladt tilbage uden nogen som eksistens og sende 'hvad laver du?' beskeden i døgndrift. NUL. Jeg ville også have selvrealisering... FAKTISK! 

Egentlig tror jeg kun, at det har gavnet os ikke at have hinanden inden for rækkevidde hele tiden. Vi hviler mere i os selv, har mere fokus på, hvad vi selv lige går og har lyst til og har accepteret, at vi ikke behøver at gøre alting sammen. Ja vi prøvede faktisk det meste af tiden at holde 'hverdag' i weekenderne og undgå at spærre os selv inde. 
Men nu er han hjemme, han er i min lejlighed, som nu er forvandlet til vores lejlighed. Han er der når ting i mit liv sker. Navnet er på postkassen og mand har hjemligt smækket benene op i sofaen. Jeg tør næsten ikke tro på det før jeg vågner op om nogle uger på en ganske enkel hverdag og stadig ser hans halvåbne mund i sovende tilstand foran mig. Det er som om, jeg har drømt lidt for længe om dette øjeblik, hvor han vendte hjem og vi flyttede sammen. Nu starter vi sgu lige et nyt liv som smadder voksent par. Sammen.
Follow on Bloglovin

4 kommentarer:

  1. Åh tillykke med 2-somheden <3 Kærligheden. Glæden. Hvor er det skønt for dig. Ham. Jer. Enjoy it.

    Smil Lene :0))
    http://justlove2ndhandbyleneb.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak Lene :)
      Jeg håber også det bringer alt det bedste med sig.

      Slet
  2. Ih hvor er det bare et dybt og smukt indlæg Mia!

    - Smil fra Pigepaatvaers

    SvarSlet
  3. Åh ja, jeg har også lang distance forhold med min kæreste, dog er det "bare" københavn-Aarhus, ved ikke hvordan det er for jer, men det vigtigste jeg syntes er virkelig det med -"Ja vi prøvede faktisk det meste af tiden at holde 'hverdag' i weekenderne og undgå at spærre os selv inde. "

    Man er så ivrig efter at nyde tiden sammen, når man endelig er sammen, men faktum er at det også bliver unaturligt og irriterende hvis man er sammen 24/7. Man er nød til at holde det så naturligt som muligt :)

    SvarSlet